Min historie

Jeg husker stadig dagen, hvor jeg lå på briksen til 12-ugers-scanningen, mens jordemoderens ord om den manglende hjertelyd svævede i luften.

Et øjeblik spurgte jeg forvirret: "Betyder det, at jeg ikke er gravid?" Men graviditeten var der – den var bare ikke som forventet.

På ultralydsskanningen kunne hun se en moderkage med væskefyldte blærer – et stille vidnesbyrd om et liv, der aldrig ville blive.

Hun mistænkte en molagraviditet.

Resten hørte jeg næsten ikke.

I Danmark er molagraviditet en sjældenhed, men for mig blev det begyndelsen på et langt, uventet og ensomt forløb.

Først kom udskrabningen.

Så ventetiden.

To uger senere kom et opkald fra en overlæge, der bekræftede diagnosen:

invasiv komplet mola

Ordene hang tungt i luften, og fremtiden føltes pludselig usikker. Jeg havde aldrig hørt om molagraviditet før. Det havde næsten ingen i min omgangskreds heller. Men på det tidspunkt havde jeg nok googlet alt, hvad jeg kunne finde – på både dansk og engelsk. Og jeg blev virkelig bange: Ville jeg nogensinde kunne blive gravid igen? Og hvis jeg gjorde, ville mit barn så være sundt og raskt?

I mit tilfælde fortsatte mola-vævet med at vokse, og lægerne frygtede, at det ville sprede sig til mine øvrige organer. Det blev starten på fire måneders kemoterapi med methotrexat hver tredje uge – for at standse cellerne i at sprede sig.

Da jeg var færdig med kemobehandlingen, fulgte 12 måneders kontrolforløb. Og i hele den periode skulle jeg for alt i verden undgå at blive gravid. For risikoen for en molagraviditet igen var alt for stor.

Men imens alt dette stod på, begyndte jeg også så småt at åbne op og dele. Med venner. Med min omgangskreds. Og det gik op for mig, hvor mange kvinder der bærer på historier, som aldrig bliver fortalt.

Om graviditetstab.

Om den sorg, der følger, men sjældent deles.

Om en mors kærlighed til et liv, der aldrig blev.

Og dér – midt i alt det svære – blev Mombyheart født.

Jeg har altid vidst, at jeg en dag ville bruge min historie til at gøre en forskel. Ikke for at dvæle i det svære. Men for at skabe et rum – et symbol - på den sorg og kærlighed til et liv, der aldrig fik en plads i verden. For med en ufrivillig abort går ikke kun graviditeten til grunde, men også de mange drømme og forestillinger om det liv, der kunne have været med det lille menneske.

Min første plakat er designet med ønsket om at anerkende fostersækken – rummet for det liv, der aldrig blev.

THE AMNIOTIC SAC

Og er min måde at sige: Jeg ser dig!

Mange graviditeter går til grunde.
Flere end vi taler om.
Og vi skal tale om det.
Fordi det hjælper.

For mig ville skæbnen, at jeg i dag kan sige, at jeg er mor til tre raske og skønne børn. Men jeg husker stadig den dag, jeg lå på briksen, mens coronabølgen skyllede ind over Danmark. I det øjeblik stod tiden stille. Mit hjerte blev knust. Min drøm bristede.

Så det her er min historie.

Og måske – lidt af din også.

Med hjertet
Elisabeth Soto