Må jeg kalde mig selv for englemor?

Da jeg mistede i uge 12, begyndte jeg at google alt.

Graviditetstab.
Ufrivillig abort.
Spontan abort.
Graviditet uden for livmoderen.
 Molagraviditet.

Listen var lang.

Og jeg læste side op og side ned.

Søgende.
Fortvivlet.

Jeg ville bare finde nogen, der kunne sætte ord på det, jeg følte.

Og jeg havde ét spørgsmål, der blev ved med at rumstere: Må jeg kalde mig selv for englemor?

Dengang føltes det næsten forkert at sørge. 
Jeg havde jo ikke mærket liv. Jeg vidste ikke, om det var en dreng eller en pige. Jeg havde aldrig set et hjerte blinke.
Og alligevel… var der noget, der døde indeni mig.

Ifølge lovgivningen var det ikke “et barn”. Det var “et foster”. Og alligevel gjorde det ufatteligt ondt. Jeg havde mistet min drøm.

Jeg havde allerede forestillet mig så meget:

– Hvordan min ældste datter skulle købe en lille gave og tage den med på hospitalet, når de skulle mødes første gang – spændt og stolt.

– Hvordan babyværelset skulle indrettes med gamle genbrugsfund og det tæppe, jeg havde gemt siden mit ældste barn var baby.

– Jeg var SÅ klar til babyhud og mærke en lille hånd om min finger.

Alt det… forsvandt.
På ét øjeblik.

Men jeg følte, at ord som “englebarn” og “englemor” tilhørte nogen andre.
Nogen, der havde nået længere.
Mødre, der havde født, holdt og sagt farvel til et lille menneske, de havde set i øjnene.

Jeg følte ikke, jeg havde ret til de ord.
Og samtidig… følte jeg så meget af det samme.
Den samme sorg.
Det samme tomrum.
Den samme kærlighed.

Hvornår bliver man egentlig mor?

Jeg tror ikke, der findes ét svar.

For nogle begynder moderskabet med to streger på en test.
For andre, når de ser det første hjerteblink.
Og for nogle først, når barnet lægges i deres arme.

Men moderskab handler ikke kun om tid.
Det handler om følelse. Om bånd. Om kærlighed.

Og jeg tror på, at ingen andre kan definere det for dig.
Du ved selv, hvornår du blev mor.

Sorgen, der aldrig forsvandt

Lige efter jeg havde mistet, blev jeg rasende og ufatteligt ked af det, når nogen sagde:
“Du skal være glad for, at du allerede har ét barn.”
Eller: “Du ved i det mindste, at du kan blive gravid.”

Og så var der dem, der ikke vidste noget:
“Hvornår skal I have en mere?”

De mente det ikke ondt.
Men det føltes som et stik.
Hver gang.

Stadig i dag kan jeg få en klump i halsen, når terminsdatoen nærmer sig.
Når kalenderen rammer den dato, hvor der kunne have været en fødselsdag.
En fejringsdag.
Et minde om det liv, der aldrig blev.

Og det er dér – midt i alt det svære – at Mombyheart blev skabt

Jeg følte mig alene i min sorg det første stykke tid. Men jo mere jeg begyndte at dele – forsigtigt, ærligt – jo mere opdagede jeg, at vi er mange. Mange, der bærer på et tab, vi ikke altid taler om. Mange, der savner nogen, vi aldrig har mødt.

Da jeg fødte min ældste datter, stod der et citat på væggen på hospitalet, som har fulgt mig lige siden min ufrivillige abort:

"Hvordan staver man til kærlighed?" spurgte Grisling.
"Man staver det ikke… man føler det," svarede Peter Plys.

Og sådan tror jeg også, det er med moderskabet.
Man staver det ikke. Man føler det.

Måske har vi brug for et nyt sprog.
En ny måde at tale om det at blive mor – når man føler det.
Når man mærker det i hjertet.

Derfor findes Mombyheart

Mombyheart blev skabt af et behov.

Et behov for at sætte ord og billeder på den sorg, der ofte følger et graviditetstab – og som vi alt for ofte gemmer væk. Et behov for at skabe et fællesskab, hvor kvinder kan dele deres oplevelser og støtte hinanden.

Min første plakat, "The Amniotic Sac", er designet med ønsket om at anerkende fostersækken – det lille rum, der beskytter og omslutter det begyndende liv.

Fostersækken er ofte det eneste, man ser på en tidlig scanning.
Den er som en stille verden i sig selv – en hule af håb og drømme.
Og når en graviditet går til grunde, er det ofte netop den, der bliver det eneste fysiske billede, man har tilbage.

"The Amniotic Sac" er skabt fra hjertet.
Et billede på det, der blev.
Det, der kunne have været.
Det, der gik tabt.
Og det, der stadig er – i hjertet.

Der er ingen rigtig måde at sørge på

Jeg sammenligner mig ikke med dem, der har mistet deres levende børn. For sorg er ikke en konkurrence. Sorg er sorg. Den kan ikke måles. Den skal bare have lov at være.

Og du må gerne føle, at du er mor, selvom verden ikke kan se det. Du må gerne kalde dig englemor, selvom andre ikke forstår det. Du må gerne sørge – for det, der aldrig blev.

Mombyheart er mit eget ord.
Det kom til mig, fordi intet andet passede.

Jeg havde mistet, men verden så mig ikke som anden gangs mor. Jeg bar på en sorg, men der var ingen ritualer, ingen ord, ingen rum til det. Kun i hjertet.

Og det var dér, navnet opstod.
A mom by heart.
En mor i hjertet.

Mombyheart er til dig, der bærer på sorg og kærlighed til et liv, der aldrig fik en plads i verden.Til dig, der har mistet – tidligt, sent.

Det er ikke en titel, man får. Det er noget, man mærker.
Og hvis du mærker det, så er du a mom by heart.

Hvis du føler, at du har brug for støtte – tøv ikke med at række ud til en professionel rådgiver eller en, du har tillid til.